De danske virksomheder mangler fortsat arbejdskraft. Alligevel fravælges personer med fysiske handicap i ansøgningsprocessen, og det kan skabe økonomiske konsekvenser.

Buster Antonsen er én af ca. 300.000 med fysisk handicap i Danmark. Foto: Cecilie Hemmingsen

Af Cecilie Hemmingsen og Lasse Schjødte Lorentzen

Husker du din sidste skoledag i niende klasse? Den ene dag, hvor det var tilladt at kaste karameller efter børnene i de mindre klasser. Den dag, hvor du måske kunne ånde lettet op over ikke længere at skulle have ‘TYSK’ stående med fed skrift på dit undervisningsskema. Den dag, der markerede overgangen fra barn til ung, hvor du selv skulle bestemme det næste skridt op ad uddannelsesstigen. Dagen, der repræsenterer en lys fremtid med alverdens muligheder i et land, hvor du, i grove træk, kan blive, hvad du vil. 

Forestil dig så, at en enkelt episode begrænser dine muligheder fuldstændigt. Det er virkeligheden for 22-årige Buster Antonsen, der for otte år siden brækkede ryggen i en skiulykke. I dag sidder han i kørestol og er lam fra hoften og ned.

Ikke for kørestolsbrugere

Buster bor i Gentofte Kommune og læser til hverdag Proces og Innovation på DTU. I skrivende stund, er han i praktik på Rigshospitalets Innovationscenter. Han er også én af  mange med fysisk handicap i Danmark, der gør sig tanker og bekymringer om, hvilke jobfunktioner han har mulighed for at udføre. Inden skiulykken havde Buster en drøm om at komme i forsvaret, men har været nødt til at sadle om. Heldigvis, har han i dag fundet en praktikplads, hvor han trives. Men selv her kan bygningens indretning i tide og utide være et fjendsk modspil til den kørestol, der får ham omkring: 

“Jeg ved godt, at det er en gammel bygning, men hvorfor har man ikke lavet en elevator, der kører helt ned, da man renoverede bygningen?”, siger Buster. 

Det er blot ét af eksemplerne på, hvilke udfordringer fysisk handicappede kan stå overfor i arbejdslivet. Derudover er der andre elementer, såsom fordomme og mangel på viden, der medfører, at de besværes eller helt fravælges på arbejdsmarkedet.

Når Buster skal op til sin praktikplads på første sal, skal han hen i en anden bygning og tage lidt af en omvej. Det skal han fordi, at elevatoren ikke går ned til stueetagen i den pågældende bygning. Foto: Cecilie Hemmingsen.

Danske virksomheder mangler arbejdskraft

Det viser en ny rundspørge i Dansk Industris Virksomhedspanel, hvor fire ud af ti virksomheder anser mangel på arbejdskraft som én af de største vækstudfordringer. Man har fra politisk side forsøgt at modvirke tendensen med beskæftigelsesreformen, der trådte i kraft i 2018, og i år er blevet revideret. Målsætningen er at sikre arbejdskraft til danske virksomheder. Nu skal der også fokus på at få flere med handicap i beskæftigelse. Dog vidner den fortsatte mangel på arbejdskraft om, at vi endnu ikke er i mål. Det kan Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer, skrive under på. Han mener nemlig ikke, at indsatsen på handicapfronten har været tilfredsstillende:

“De seneste tal fra VIVE viser, at omkring 61% af mennesker med handicap er i beskæftigelse, mens det for resten af befolkningen er over 85%”, fortæller han.

Derudover har Danske Handicaporganisationer på baggrund af en VIVE-rapport beregnet, at der i øjeblikket er 33.000 personer med et handicap, som står klar i kulisserne, og kan påbegynde et job inden for to uger. Men ifølge Thorkild Olesen, fravælges disse mennesker på baggrund af en række “ubegrundede bekymringer”.

Ubegrundede bekymringer koster samfundet penge

I udgangen af 2022 blev et forskningsprojekt af ph.d.-stipendiat, Institut for Politik og Samfund, Cecilie Krogh, publiceret. I projektet konstruerede hun fire fiktive kandidater, der hver især har søgt 600 af de samme opslåede stillinger. Alle ‘kørestolsvenlige’. De fiktive kandidater blev opdelt i to grupper, der repræsenterer både kvinder og mænd. Den første gruppe er Julie og Mathias, der nævner, at de er kørestolsbrugere. Den anden gruppe er Camilla og Rasmus, der ikke nævner et handicap. Fælles for alle kandidater er baggrund og kompetencer.

17 procent af arbejdsgiverne tilbyder Camilla og Rasmus en samtale, hvorimod kørestolsbrugerne, Julie og Mathias, kun inviteres af 7,7 procent. 

Og det er ifølge Thorkild Olesen heri kernen i problematikken ligger. Han mener nemlig, at arbejdsgiverne, grundet mangel på viden, gør sig ubegrundede bekymringer, når de skal ansætte en med handicap: 

“Alle erfaringer og undersøgelser viser, at ét af problemerne med beskæftigelsessituationen for mennesker med handicap er, at der ikke er nok viden om, hvad det er for nogle hjælpemidler, som arbejdsgiverne kan få”, forklarer han og fortsætter:

“Mange arbejdsgivere tror, at det er en udgift, de selv skal betale. Men sådan er det ikke. Vi har en risikokompensationslov i Danmark, som giver mulighed for, at arbejdsgiverne kan få tilskud til, for eksempel, mindre ombygninger.”

Chefkonsulent for Dansk Arbejdsgiverforening, Maria Bille, kan nikke genkendende til, at der ikke er nok oplysning på området. Imidlertid kan hun dog godt sætte sig i arbejdsgivernes sko:

“Er der tale om et fysisk krævende arbejde, kan det være vanskeligt at få en person, der sidder i kørestol, til at kunne klare det arbejde”, fortæller hun. 

Derudover pointerer hun, at det for mange arbejdsgivere kan virke kompliceret at skulle sætte sig ind i de støttemuligheder, der er at hente, hvis ikke de allerede kender til dem. Og selvfølgelig, finansieringen af samme:

“Det er jo en barriere. Derfor vil det som udgangspunkt være nemmere at ansætte én, som ikke har alt det med sig.”

Både Thorkild og Maria deler dog bekymringen, at det kun kommer til at koste samfundet flere penge, hvis ikke der gøres mere for at få folk med handicap på arbejdsmarkedet. Konsekvensen kan blive, at de ender på offentlige ydelser, såsom førtidspension, hvis ikke det allerede er tilfældet:

“Der er et kæmpe potentiale i at få flyttet nogle fra førtidspension over i beskæftigelse. Men også at undgå at personer havner i førtidspension, for det er ekstremt dyrt for vores samfund”, forklarer Maria Bille.

“Mennesker med handicap er jo også en arbejdskraftreserve”

I 2021 udkom en rapport fra COWI, der belyser den samfundsøkonomiske gevinst, der kan være ved at flytte en mindre gruppe handicappede mennesker fra førtidspension i beskæftigelse. Rapporten tager udgangspunkt i både fuldtidsjobs og fleksjobs, for at kunne medregne mennesker, der ikke kan varetage et arbejde på 37 timer om ugen. 

Beregningerne antager, at en del af den mulige gevinst, skal findes i de udgifter, der lige nu går til udbetaling af de 6.800 menneskers førtidspension.

Udgifterne fraregnet, kan man ved at få 6.800 flere i fuldtidsjob, indtjene 8,5 milliarder kroner på en periode over ti år. Ved fleksjobs kan man indtjene 2,1 milliarder i samme periode. 

Rapporten foreslår, at overskuddet kan gå til arbejdsmarkedsrettede ydelser. Eksempelvis en ny kørestolsrampe.

Ifølge Thorkild Olesen er der enorme samfundsmæssige gevinster at gå glip af, hvis ikke vi begynder at nedbryde nogle af de barrierer og fordomme, der er forbundet med handicappede i arbejdslivet: 

“Mennesker med handicap er jo også en arbejdskraftreserve.”

Især fleksjobordningen kunne trænge til en kærlig hånd. Thorkild anskuer nemlig fleksjob som et essentielt fænomen i støbningen af et mere ligeværdigt og inkluderende arbejdsmarked:

“Det tager ofte mange år at få et fleksjob bevilliget, da man skal igennem det, der hedder rehabiliteringstilbud, for at finde ud af helt præcist, hvor mange timer man skal arbejde. I stedet burde man give jobbet og se på støttebehovet bagefter”, forklarer han.

Se explaineren her: Bliv klogere på Fleksjob og ansøgningsprocessen.

“Det ville vi alle vinde på”

Spørger man Finn Amby, forsker i handicap og beskæftigelse ved VIA University College, skal man rette fokus mod jobcentrene, hvis flere med handicap skal i fleksjob. 

Han forklarer, at det er jobcentrenes rolle at matche borgerne med virksomheder, der mangler arbejdskraft. Men som det ser ud nu, har den manglende viden også sine rødder hos jobcentrene. Det er et problem, understreger forskeren:

“Der er ikke lavet noget systematisk for at få fat i personer med fysisk handicap.” 

I samarbejde med Forskningscenter for Handicap og Beskæftigelse, lavede Finn Amby i 2019 en spørgeskemaundersøgelse til landets jobcentre. Det viste sig, at kun en tredjedel af jobcentrene har en strategi på handicapområdet. Også kun en tredjedel af sagsbehandlerne vurderer, hvorvidt borgeren har ret til støtte og kompensationsordninger:

“De har rigeligt at se til i forvejen”, uddyber Finn Amby. 

Også Thorkild Olesen mener, at der er brug for meget mere systematik, viden og mindre bureaukrati, hvad angår fleksjobs. Men også bare helt generelt:

“Langt hen ad vejen, handler det jo om, at finde en der kan udføre den funktion, de har brug for i en virksomhed. Ikke om deres handicap”, siger han og fortsætter:

“Det ville vi alle vinde på.”

Imidlertid understreger Finn Amby, at det ikke kan forlanges, at alle arbejdsgivere har sat sig ind i de forskellige støtteordninger. Hans håb er bare, at de bliver bedre til at opsøge viden, når de står i situationen, så det bliver muligt at skabe lighed på arbejdsmarkedet:

“Mennesker med handicap skal ansættes på samme vilkår som alle andre. Selvom virksomhederne er blevet mere socialt ansvarlige over årene, så er der fortsat forskel på deres holdninger og handlinger,” siger Finn Amby. 

Buster håber at kunne fortsætte som studentermedhjælper. Foto: Cecilie Hemmingsen.

På Rigshospitalets Innovationscenter sidder Buster Antonsen. Han har lige godt halvanden måned tilbage i praktik, før han skal tilbage på studiet og læse videre.

Når han er færdig med sin uddannelse, håber han på at have de samme beskæftigelsesmæssige muligheder som sine medstuderende.